Lyserød Lørdag er de frivilliges fortjeneste

IMG_3869

I Frederikshavn har Kræftens bekæmpelses lokalforening solgt lodder til det gode formål i løbet af hele ugen. Foto: Trine Vestergaard


På lørdag støtter hele landet brysterne. Ude i lokalforeningerne er det de frivillige, der får hjulene til at dreje rundt.

Af Trine Vestergaard

Landet over sælges der lyserøde kager, butikker laver særlige tilbud og lokalforeninger arrangerer store og små events. Det er alt sammen med til at skabe fællesskab ude i byerne.

Lyserød Lørdags styrke er den lokale forankring, mener Iben Ammentorp Bentzen, der er Projektleder på Lyserød Lørdag hos Kræftens bekæmpelse.

”Det er det lokale engagement, der er kernen,” siger hun og fortæller samtidig, at de frivillige både kontakter medier og erhvervsdrivende, og på den måde får udbredt kampagnen. Derfor mener hun ikke, at konceptet kunne eksistere uden dem.

Når en bliver ramt, bliver alle ramt
Hun fortæller, at man hos Kræftens Bekæmpelse håber, at Lyserød Lørdag giver følelsen af, at det er befolkningens indsamling.

”Det er en anledning til at mødes og glædes, men også en mulighed for at tale om de hårde ting,” siger Iben Ammentorp Bentzen. Hun understreger, at brystkræft rammer hver 9. kvinde og derfor påvirker mange.

“Til Lyserød Lørdag kan man føle, at man gør noget,” siger hun.

Du kan være med
I år er der 250 frivillige arrangører tilmeldt Lyserød Lørdag, og hos Kræftens Bekæmpelse håber man på at indsamle 4,5 mio. kr. til den gode sag. Ifølge Iben Ammentorp Bentzen blev der sidste år indsamlet 4,1 mio. kr, men på grund af det stigende engagement ude i byerne, håber man i år at indsamle endnu flere penge.

Hvis du ønsker at tage del i Lyserød Lørdag i Nordjylland, er der også gode muligheder for det. Du kan se en oversigt over lyserøde events nær dig her.

 

 

Borgmester: Derfor skal Søfartsstyrelsen til Frederikshavn

victorfoto

Søfartsstyrelsen forventes at være blandt de statslige arbejdspladser, som regeringen vil lægge ud i landet. Foto: Victor Viemose

Frederikshavn er yderst egnet til at huse Søfartsstyrelsen, mener borgmester Birgit S. Hansen (S), der peger på den maritime profil og vækstpotentialet i havnene som gode argumenter.

Af Victor Viemose Andersen

Frederikshavn er det oplagte sted at kigge hen, når og hvis Søfartsstyrelsen skal have et nyt hjem. Det mener byens borgmester Birgit S. Hansen (S).

Inden Folketingets åbning på tirsdag i næste uge forventes Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen (V), at løfte sløret for, hvilke statslige arbejdspladser, der skal rykkes

Det kunne meget vel være Søfartsstyrelsen, der lige nu har adresse i København, men som meget gerne komme til Frederikshavn, hvis det står til borgmesteren.

Maritim profil
Også Svendborg har lagt billet ind på Søfartsstyrelsen, men Frederikshavns har nogle kvaliteter, som bør give den nordjyske bejler en fordel, mener Birgit S. Hansen (S).

”Søfartsstyrelsen ville komme tæt på en maritim klynge, der har et stort vækstpotentiale og også huser andre statslige maritime aktører. Vi investerer desuden flittigt i vores havne og ligger tæt på et travlt farvand. Så vi mener, vi har de kvaliteter, der skal til,” siger Birgit Hansen (S).

Skulle Søfartsstyrelsen flytte et andet sted hen eller blive i København er det dog ikke nogen katastrofe, mener hun. Det primære er at vise flaget.

”Det vigtigste er, at vi har gjort det klart, at vi er et interessant sted, og herfra må det være op til ministrene at tage en beslutning. Og her håber jeg da, at de også tænker på os i nord,” siger hun.

Mange nye arbejdspladser
Ender alt lykkeligt, vil Søfartsstyrelsen blive en del af den store havneudvidelse til 571 mio. kroner, som kommunen planlægger at gennemføre i løbet af de kommende år.

Op imod 3000 arbejdspladser forventes etableret som følge af udvidelsen, inklusive evt. 200 fra Søfartsstyrelsen. En stor udfordring, men en udfordring, som kan overvindes, mener Birgit S. Hansen (S).

”Der er selvfølgelig en udfordring i at sikre, at virksomhederne og styrelserne får den arbejdskraft, de efterspørger. Dels prøver vi, at omskole dem vi har, og dels håber vi på tilflytning. Men vi har set, at når der er spændende jobs, så rykker folk også til,” siger hun.

Redaktionen har kontaktet Erhvervs- og vækstministeriet, som ikke ønskede at udtale sig om Frederikshavns muligheder forud for ministerens fremlæggelse af planen.

Humle og hygge i Frederikshavn

Carlsberg

Festivallen foregår i Frederikshavn fra 23. oktober til 25. oktober. Foto: Scanpix

I slutningen af oktober står Frederikshavn i øllets tegn. Øl-festivalen Nordic Brew Festival løber af stablen for andet år i træk i Arena Nord.

Af Nanna Bliksted Lange

Ligesom sidste år vil Nordic Brew Festival slå dørene op for nye smagsoplevelser, der i år tæller mere end 20 forskellige bryggerier, hvoraf de fleste er danske. Der kan også findes et udenlandsk islæt i form af et norsk og et belgisk bryggeri.

De mange forskellige øltyper, kæmper hen over festivallen om at modtage priser med kreative titler såsom ”Nordens Bedste Over Hækken Øl” og ”Nordens Bedste Dagen Derpå Øl”.

Dejligt med en jysk ølfestival
Projektleder for festivalen, Dorthe Brassøe, er glad for at få en ølfestival i Jylland, da de fleste festivaler for ølbryggere holdes på Sjælland. Og selvom mange af de udstillende er mikrobryggerier, forventer man ikke, at klientellet bliver smalt:

”Vi forsøger jo at favne bredt”, siger hun.

Sammen med Nordic Brew Festival holder man i år også Nordic Ink Festival, som sidste år tiltrak mere end 3000 gæster og 200 tatovører. Selvom det kunne lyde som en farlig blanding, skal man ikke regne med, at der kommer uroligheder med så meget alkohol i nærheden.

”Dem, der kommer her, kommer for at smage på øllet. De kommer ikke for at fulde sig”.

Der er for en sikkerheds skyld hyret professionelle vagter, og festivallen forbeholder sig retten til at afvise synligt berusede gæster.

Hjælper på byens image
Marketingsansvarlig hos Turisthus Nord, Inger Grund Petersen, forudser også et mangfoldigt fremmøde. Hun er ikke i tvivl om, at festivallen vil tiltrække gæster fra de resterende skandinaviske lande, som er godt forbundet til den nordjyske havneby.

Hun ser positivt på festivalens tilstedeværelse, da hun mener, at den hjælper med markedsføre Frederikshavn som et sted, der godt kan lide at lave noget skævt og sjovt:

”Et af vores brands er jo at være den lidt frække dreng i klassen, som laver nogle anderledes ting.”

Nedenfor kan du se et program for dagene.

Skærmbillede 2015-09-29 kl. 18.19.03

Kilde: http://www.arenanord.dk/event/nordic-brew-festival-2/